venterummet

Jeg synes virkelig det er et svært emne. Jeg har selv stået med benene lidt i begge Lejre.
Jeg har 3 børn og de har ikke været nemme at få. Dog er de alle kommet til naturligt. Men specielt nummer 2 var meget ønsket og lang tid undervejs, med en mislykket graviditet.
En dag til en familiefest siger min storebror at der er noget han og hans kone skal fortælle, så om jeg ikke lige kunne hente min lillebror. Og på vej ud for at hente min lillebror siger jeg bare “hvis i skal fortælle i er gravide så skriger jeg”!
Da jeg kommer tilbage med min lillebror står de bare helt forstenet ?? og kan næsten ikke få sagt at de så er gravide. Jeg græd og undskyldte mange gange min reaktion for det var jo dejligt for dem, jeg var bare så ulykkelig over at det ikke var mig. Min storebror var heldigvis meget forstående og det gjorde også hele situationen lidt lettere.
Men jeg har også prøvet at være den gravide der skulle fortælle min veninde som virkelig ønskede sig et barn, den var heller ikke sjov.
Hun reagerede med ikke at kontakte mig i lang tid. Og en dag vi skulle til koncert, fortalte hun mig hvordan hun havde det med gravide og jeg var højgravid på det tidspunkt. Jeg selv som havde stået lidt i samme situation var meget forstående og den aften snakkede vi ikke om min graviditet overhovedet…
Da jeg endelig har født og min lille baby får kolik, skriver jeg en dag til hende at jeg godt nok syntes det var lidt hårdt.
Hun skrev tilbage at der altså ikke var noget medynk fra hende, da jeg jo havde en baby… den synes jeg måske var lidt fej fordi jeg jo havde været så forstående over for hende mens jeg var gravid… så der var det mig der måtte tage afstand ??

Jeg kan tilføje at min datter idag er 1 år og 4 måneder og det er stadig svært for mig at være sammen med min veninde. Dog er hun endelig blevet gravid og jeg tror det kommer til at gøre det hele godt igen ?