Hvordan Venterummet er blevet til (del 2 af 2)

Produktionen af podcast er en langstrakt proces. Jeg har netop forklaret om de overordnede overvejelser i et andet indlæg, som findes her. Men de enkelte afsnit kræver også hver især en kærlig hånd, og særligt har jeg været udfordret, da jeg skulle finde ud af, hvordan man fik sin podcast ud i verden, så andre kunne høre den. Men her er opskriften :).

1. Optag et afsnit

Vi har mødtes hos den ene og sat alt udstyret op og indstillet på optageudstyret, tændt mikrofonerne og den slags. Og så er vi begyndt at optage lidt, hvor vi bare snakkede om løst og fast. Det har for mig været en god måde at starte på, men efterhånden kan vi lidt lettere bare gå igang, hvilket er det bedste for Ditte Marie, som står med bøvlet at klippe det hele sammen.

Men når det er sagt, har vi altid tid, hvor vi ikke præcist optager med det formål at bruge lyden. Der er også mange situationer, hvor vi starter en sætning eller diskussion forfra, fordi en lyd forstyrrer optagelserne. Det er Ditte Marie, der er chef i den proces, for kun een person kan sidde med høretelefonerne og høre, hvad der kommer med. Og hun har bare den bedste (7 år yngre…) hørelse.

2. Klip afsnittet sammen

Ditte Marie er som nævnt ansvarlig for at klippe al lyden sammen så det lyder som om, vi bare har siddet og optaget en samtale uden afbrydelser, hosten eller gøende hunde ;). Hun har også sat introen på, og vores reklametekst.

Hvert afsnit starter med to lydspor, som hun skruer op/ned, indtil vi lyder ca. lige højt. Så samler hun det til et enkelt spor. Hele Ditte Maries lydarbejde udføres i Garage Band, som er det lydprogram, der hører til mac computere og følger gratis med.

Garageband

Foruden at Ditte Marie klippede os sammen, har hun også sat musik på podcasten. Vi har købt rettighederne til et stykke musik ved pond5.

3. Fix lyden

Selvom man har godt udstyr og har gjort sig umage, vil der altid være lidt larm eller vejrtrækninger eller den slags på optagelserne. Desuden kan der være store udsving i lyden, som gør at lyden af samtalen bliver meget lav. Alt det kan heldigvis ordnes i et gratis program, jeg har lært at bruge. Det hedder audacity og bliver tilsyneladende brugt af rigtigt mange.

Audacity

Kort sagt gennemgår jeg hver gang følgende trin:

  1. Compressor. Den gør at lyden bliver mere radioagtig.
  2. Fjerne peaks i lyden. Det er typisk lyden af at vi griner – jeg vil faktisk efterhånden vove den påstand, at jeg kan genkende vores grin på det visuelle lydbillede :). Man fjerner dem ved simpelthen at skrue ned for den lille del, der går helt op i toppen eller helt ned i bunden af billedet af lyden. Det er ret sjovt at opleve, for man kan faktisk ikke høre forskel. Men man kan tydeligt se, at der skrues ned. Jeg bruger enten funktionen amplify eller limiter.
  3. Normalize. Her justeres på lydstyrken, så man skruer op for det hele sådan at det stadig er til at holde ud at høre på, men nu hvor forskellen mellem høj og lav lyd ikke er så stor, kan lyden helt generelt skrues op.
  4. Fjerne støj. Der er som nævnt altid en smule baggrunddstøj eller lyd af vejrtrækning. Man kan simpelthen kopiere en lille bid af den lyd og så slette den på hele optagelsen. Igen er det ret sjovt at opleve. Men det virker. Funktionen hedder noise reduction.
  5. Eksporter lyden. Fra audacity skal lyden eksporteres. Vi bruger mp3-filer.

Det er processen – nu er der altså et afsnit klar. Men man har det jo stadig bare selv… Og en podcast skal jo ud i verden, så andre også kan høre den. Det kan man gøre på to måder. Og vi har valgt Joakim von And – måden. Eller den nærige måde, om man vil.

4. Upload af podcast til podcasttjenesterne

Der er to modeller. Den ene koster penge, den anden er gratis. Hvis man har lidt penge – det koster i omegnen af 100 kr om måneden, kan man bruge en hostingservice. Dem er der mange af, og jeg er helt sikker på, det er en let løsning, hvor man kan indstille at afsnit udgives på bestemte tidspunkter og den slags. Nogle services er gratis, men sletter indhold efter et antal dage. Andre er gratis, indtil man har en bestemt mængde indhold. Men fordi det var en løbende udgift uden udløbsdato, valgte vi den anden model, hvor man selv uploader sit indhold.

Det kræver, man har en hjemmeside at lægge sine lydfiler på. Og den hjemmeside skal selvfølgelig have plads til det og samtidig tillade en bestemt mængde trafik (et problem, man undgår med en hostingservice). Så vi har købt en hjemmeside – men det skulle vi jo have alligevel til vores blogs og den slags.

På hjemmesiden ligger så al vores lyd. Man kan ikke se det, for der er ingen grund til at gå udenom podcasttjenesterne. Men hvert afsnit har sin egen underside, hvor det eneste der ligger, er lydfilen.

For at diverse tjenester så kan finde podcasten, har jeg lavet en xml-fil. Den ligger også på en underside, som ingen kan se. Og så har vi bare et link til den fil lagt op i podcasttjenesterne. Indtil videre er den lagt i iTunes, Google podcast og Spotify. De har så nogle robotter, der omtrent hvert tredje minut gen-uploader denne fil. Dvs. hver gang, man kan se et nyt afsnit, skyldes det at jeg har ændret i filen, sådan at den henviser til endnu et afsnit.

De fleste podcatchere henter episoderne fra iTunes, Google podcast og Spotify. Ditte Marie lavede en spørgerunde på instagram for at finde ud af, hvor folk lyttede til podcasts fra. Og alle de nævnte tjenester var dækket ved at bruge de tre, vi uploader til. Men hvis du har en, vi ikke er på, er der dels andre veje til at hente podcasts og dels vil vi gerne høre om det, så vi kan komme på din tjeneste også :).

Selve det at lave xml-filen, er relativt simpelt, når man lige har en skabelon. Heldigvis har apple selv lagt en skabelon frem. Og fordi apple åbenbart er førende på markedet, har alle de andre tjenester valgt, at hvis blot man følger anvisningerne fra apple, kan filen også læses af Google podcasts og Spotify, så det er jo meget heldigt… Du kan finde skabelonen her.

Det var det. Podcasten er uploadet og så er det bare at håbe på held og lykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *