venterummet

jeg er 25 år gammel, jeg har været gift i 1 år og min mand og jeg er i fertilitetsbehandling.

Her er vores historie:
Vi startede i april 2019 med projekt baby. Jeg smed p-pillerne, da vi begge var enige om at vi rigtig gerne snart ville være forældre.
Tiden gik og der skete ikke noget, og jeg havde ligesom en fornemmelse om at der var noget galt. Så i oktober 2019 snakkede jeg med min læge og snakkede om at jeg måske havde PCOS, da det ligger i familien (min mor har det).
Jeg fik taget nogle blodprøver for at tjekke mine hormontal, og de så normale ud, dog fik jeg en henvisning til en gynækolog, som yderligere kunne undersøge mig. Der fik jeg en tid december 2019 og hun ville næsten ikke undersøge mig, da jeg fik menstruation hver måned og derved ikke kunne have PCOS. Hun scannede mig så hurtigt og sagde bare at alt så fint ud, tvivlede så på at hun overhovedet havde kigget ordentlig.
Jeg tog hjem og havde fået at vide at jeg ikke fejler noget, men jeg havde stadigvæk en følelse af at der var noget galt. Så jeg betalte selv for en gynækologisk undersøgelse på Aleris-Hamlet i marts 2020. Og der fik jeg så diagnosen PCOS og fik at vide at vi skulle have hjælp til at få børn, da jeg ingen ægløsning får. Så vi kontaktede en privat fertilitetsklinik som også tager henvisninger fra egen læge. Vi kom til samtale april 2020 og vi gik i gang med vores første forsøg med IUI (inseminering) maj 2020, da jeg havde fået min første menstruation. Jeg skulle stikke mig med hormoner og det hele gik rigtig godt og mine æg modnede sig som de skulle og jeg blev insemineret. Og juni 2020 fik jeg så den dejlige besked om at jeg var blevet gravid på vores første forsøg med hjælp! Dog var jeg meget nervøs da vores HCG niveau ikke var så højt som det skulle, men jeg fik taget flere blodprøver og de konkluderede at det på trods at det var lidt lave værdier var okay. Ugen efter jeg fik beskeden om at jeg var gravid begyndte jeg at bløde lidt, de sagde at så længe mit HCG steg så var der ikke noget at være bange for, så gik jeg en hel uge uden problemer og nød lidt at være gravid, selvom jeg stadigvæk havde en lille stemme der sagde, at der var noget galt. Så ugen efter skete der så det der ikke måtte ske, jeg aborterede! ? hele min verden brød sammen! Nu var jeg endelig blevet gravid, så hvorfor skulle det lige ske for mig! Vi kan nemlig ikke bare gå hjem i sengen og klare det selv som mange andre kan. Oven i det så fortalte min tætte veninde at hun også var blevet gravid, så der brød hele min verden endnu engang sammen!
Så gik klinikken på sommerferie i 4 uger, så nu skulle vi yderligere vente på at kunne komme i gang igen. Jeg fik så menstruation igen efter aborten i start august, så nu kunne vi endelig komme i gang igen, men nu er problemet så at jeg har fået en cyste på den ene æggestok ? så nu skal vi så springe den cyklus over og så håbe på at cysten er væk til næste cyklus!

Jeg ved godt at vi ikke har været barnløse særlig længe, men det fylder meget i min hverdag!