venterummet

Historien omkring tiden inden, om og efter ufrivillig abort. 

Hej med jer. 

Har her til morgen lyttet til den seneste udsendelse fra jer om barnløshed. Jeg har grædt mig igennem det. I tager fat på så vigtig et emne. 

Min historie lyder således:

Min mand og jeg har forsøgt at blive gravide i 7 år, faktisk siden vi blev gift, fordi vi synes, vi var et godt sted i vores liv. Det lykkedes ikke, men hver måned, tænkte vi, skidt med det, vi er jo unge og vi forsøger bare igen. Vi har prøvet at være gravide sammen for 10 år siden, dengang valgte vi at få en abort, fordi vi lige havde lært hinanden at kende. 

Ulykken, som jeg kalder det der skete, startede torsdag d. 3. januar 2019. Jeg mødte på arbejde kl. 7,30, som jeg plejer, men havde det overhovedet ikke godt. Jeg slog det hen med at det nok var lidt omgangssyge, heldigvis havde jeg tidligt fri denne dag tænkte jeg. Op af formiddagen begynder jeg at bløde og jeg begynder at få jag i mit underliv, faktisk kan jeg slet ikke så oprejst. Min leder er bekymret for mig, og spørger om ikke vi skal kontakte en læge, jeg slår det hen og siger at jeg bare skal hjem og sove når jeg får fri. Jeg tager hjem fra arbejde omkring middag, tager direkte hjem og tager 2 Panodiler og en Ibumetin 400 mg, og går så i seng med en varme pude på min mave. Jeg falder heldigvis i søvn, da jeg vågner hen på eftermiddagen, har jeg det som jeg plejer. Jeg bløder stadig og tænker, det er sikkert bare en menstruation, resten af dagen er som den plejer at være. Jeg går i seng som jeg plejer, fordi jeg jo skal op på arbejde fredag morgen. Jeg vågner omkring kl. 2 fordi jeg ryster og jeg har ondt. Får på en eller anden måde rejst mig fra sengen, uden at vække min mand. Jeg når kun ud i køkkenet, hvor jeg får mig sat på en stol fordi mine ben ikke kan holde mig oppe længere. Jeg tænker, der er noget helt galt her. Jeg får ringet til vagtlægen, heldigvis var denne nat ikke en af de travle nætter på centralen, jeg kommer faktisk igennem til lægevagten med det samme. Jeg forklarer hvilke symptomer, jeg har og at jeg bløder meget voldsomt fra underlivet. Han synes jeg skal kører ind til lægevagten på Thisted Sygehus. Jeg får kaldt på min mand, og han kommer i tøj, det her er midt om natten og han er helt rundt på gulvet. Han skal desuden hjælpe mig med at komme i noget tøj der ikke strammer. I bilen på vej ind til sygehuset, skal vi over en del bump i vejen, på grund af fartbegrænsninger, og jeg kunne næsten ikke holde ud at vi kørte over dem. 

Da vi kommer ind på sygehuset, skal jeg vente i ca. 30 minutter på at komme ind til vagtlægen, fordi hun var blevet kaldt ud. Jeg bliver flere gange spurgt om ikke jeg vil have noget smertestillende, nej tak siger jeg, så ondt gør det altså heller ikke – min mand var tosset over jeg bare slog det hen, men som jeg sagde til ham, jeg vil ikke have smertestillende for hvad nu hvis det dulmer mine smerter så meget at det ikke er reelt det vagtlægen ser, så får jeg ikke den hjælp, som jeg egentlig har behov for, det kunne han godt forstå. På dette tidspunkt var min hjerne begyndt at tænke over noget af alt det, det kunne være. Jeg er uddannet sygeplejerske, så jeg var jo i gang med alle mulige scenarier om hvad det kunne være, men kunne alligevel ikke sætte en finger på det, måske fordi jeg arbejder med ældre mennesker. 

Vagtlægen kommer og henter mig i venteområdet, og jeg kommer ind i konsultationen. En meget sød og ung kvindelig vagtlæge. Her stiller hun mig en masse spørgsmål, som jeg får svaret på, men hun starter med at sige at hun er nødt til at notere på papir fordi alle it-systemer er gået ned den nat, men at hun nok skal skrive det ind ligeså snart det er oppe at kører igen. Hun spørger blandt andet hvornår har du sidst haft menstruation, jamen det havde jeg da lige for 14 dage siden, den var da godt nok ikke så kraftig som den plejer, men jeg har altså blødt. Jeg kunne vise det på min tracking app. Hun spørger om hun ikke godt må lave en graviditetsundersøgelse og en blærebetændelsesprøve på mig, jo det må hun da gerne, men jeg ved altså ikke om du kan se noget i den urinprøve for der er virkelig meget blod i, siger jeg til hende. Det havde ikke noget betydning sagde hun til mig.  Jeg fik lavet den her prøve, og kommer tilbage til konsultationen, hun får mig placeret på lejet i konsultationen og hun laver en underlivsundersøgelse på mig, og hun kan godt se at jeg bløder, rigtig meget. Hun ser også at min livmoderhals er åben, dette fortæller hun mig dog ikke, men det har jeg læst i min journal. Hun laver de to forskellige urinprøveundersøgelser, og som jeg vidste kunne hun ikke lave en blærebetændelsesprøve på grund af mængden af blod i urinen, men hun kunne fortælle mig at jeg var gravid. HVAD! Ej det er jeg ikke tænkte jeg, men jeg kunne jo se at testen var positiv, ENDELIG! Tænker jeg så. Jeg bliver så lykkelig. Vagtlægen siger så men jeg tror desværre du er ved at abortere, men nu ringer jeg efter en gynækolog som har den ekspertise du har, men vi får lige lagt nogle IV-nåle i dig, for du skal have noget smertestillende og måske du også skal have noget saltvand også. Min mand er blevet chokeret og han får sagt at ”så kan hun endelig holde op med at pylre sådan” vagtlægen bliver sur og siger til ham at det gør jeg i hvert fald heller ikke, om han havde lyst til at det skulle bløde på den måde ud af hans penis, nej det havde han nok alligevel ikke, derefter var han stille. 

Gynækologen kommer og lægevagten siger farvel og tager afsked. Jeg bliver igen bedt om at lægge mig på lejet for hun vil gerne ultralydsscanne mig. Her fortæller hun mig at hun kan se et foster, og jeg bliver så glad, men siger hun så, fosteret sidder uden for din livmoder. F*** tænker jeg. Her der forsvinder alt hvad jeg har lært som sygeplejerske om anatomi og fysiologi, og jeg bliver et helt almindeligt menneske, der inderligt ønsker at blive gravid. Jeg spørger gynækologen om det er muligt at løsne fosteret fra æggelederen og placere det i livmoderen så det kan leve videre. Jeg får også sagt til gynækologen at det er lige meget om æggelederen går til grunde. Gynækologen sagde, det kan jeg godt, men det er der ingen mening i, for fosteret lever ikke længere. Hun tilføjer, vi er nødt til at fjerne din højre æggeleder, for hvis vi lader den blive derinde, så kan du risikere at du ikke overlever, det var godt du kom nu, inden det gik helt galt. Vupti, så er jeg tilbage til fagpersonen igen og jeg bliver praktisk, jeg begynder at sende kommandoer afsted til min mand, du skal ringe til min mor, hun skal komme herop og jeg er ligeglad med om hun skal på arbejde. Jeg havde svært ved at rumme det jeg skulle igennem uden at min mor vidste hvad der skete med mig, hun skulle bare komme og være ved min side, uanset hvad. 

Min mand gør som jeg siger, for så slipper han også lidt væk fra den meget traumatiske situation som det var for os begge to. Det tager lang tid at få ringet mine forældre op, først da han får ringet op til fastnet telefonen får han fat i min far. Han fortæller hvad der er sket, og min far går vækket min mor og siger til min mand ”nu passer du på min pige”, og giver min mor røret, hun har gættet at der er noget galt, da min far sagde det. Min mor lover at komme så hurtigt hun kan. 

I mellemtiden er gynækologen færdig med at undersøge mig, og jeg skal have flere IV-nåle, 1 mere som en sikkerhed og så skal jeg have lagt en nål, som er stor nok til at de har mulighed for at give mig blod, hvis mine blodprøver viser at jeg har lav blodprocent. 

På dette tidspunkt er jeg ved at være udmattet, og spørger om jeg ikke må komme i en seng, noget andet tøj og så vil jeg også gerne have noget smertestillende. Det er der ingen problemer med. Nu er kl. 4 om morgenen, og jeg får ringet til min leder, som havde været bekymret for mig. Jeg fortæller hende helt monotont hvad der er sket og at hun ikke skal forvente at se mig på arbejde de næste 3-4 uger. Gynækologen kommer ind til mig igen og siger at hun desværre har fri nu efter en døgnvagt, så det er ikke hende, der kommer til at operere på mig, hvilket jeg var meget ked af, nu havde jeg fundet tillid til hende, men det var der jo ikke noget at gøre ved, det er sådan reglerne er. 

Efter nogle timers ventetid bliver jeg hentet til operation, og jeg siger til min mand at han skal kører hjem og sove så ses vi når jeg vågner igen. Han kører ikke hjem, men på arbejde for at sætte nogle lærlinge i gang med noget arbejde, og så kører han over til sin chef og siger at han kører hjem fordi jeg er indlagt med graviditet uden for livmoderen og skal opereres. 

Det sidste jeg husker inden jeg falder i søvn på operationsbordet det er at narkosesygeplejersken lugter rigtig grimt af kaffe. Og hun ville bare være tæt på mit ansigt på trods af at jeg trak mit hoved længere og længere ned i madrassen. 

Da jeg vågner, hører jeg min mor, og jeg først her begynder jeg at græde. Nu er der endelig en jeg er helt sikker på, kan rumme mine følelser. Jeg er stadig meget træt, så jeg bliver kørt op på barselsgangen, som man jo gør når sådan nogle ting sker. Jeg kan huske at det synes jeg bare var underligt at skulle ligge der på en stue mellem to par der lige havde fået deres dejlige små babyer og så lå jeg der og havde lige fået fjernet mit allerstørste ønske. Min mor og mand er hos mig en times tid efter jeg er kommet op på afdelingen, og så tager de hjem og får spist. Min mand har imens jeg blev opereret været hjemme og hente alle mine yndlingsting, en bog, mit hækletøj, min iPad og head set. Nu kunne jeg i hvert fald få tiden til at gå. Jeg falder hurtig i søvn da de er gået. De kommer igen om aftenen, min mand har lidt mad med til mig, fordi jeg ikke kunne lide menuen på sygehuset den aften.

Dagen efter vil jeg gerne udskrives, jeg synes jeg har det godt, og jeg mener at jeg kan klare mig selv derhjemme. Lægen synes egentlig også godt jeg kan komme hjem, men jeg måtte også godt blive en nat mere, hvis det var det jeg havde brug for. Jeg var bare så færdig med at være på sygehuset og være patient. Jeg er ikke så god til at være patient. Jeg kommer hjem, og så sender jeg min mor afsted for at købe leggins til mig, så jeg havde nogle bukser at skifte med, som ikke strammede på min mave, der stadig var øm efter operationen. 

Min sygemeldingsperiode går godt, jeg tænker ikke så meget på det der er sket. Og jeg ringer og siger til min leder at jeg synes jeg er klar til at komme på arbejde allerede efter 3 uger, men hun synes jeg skulle blive hjemme en uge mere, fordi jeg havde nævnt at jeg stadig havde ondt. På det tidspunkt trængte jeg bare så voldsomt til at komme væk hjemmefra og være i min normale hverdag. Da jeg efter 4 ugers sygemelding kommer tilbage på arbejde, er mit sind ændret så meget at mine leder ikke rigtig kan genkende mig. Vi laver en plan om langsom opstart med 4 timer de første 2 uger efter, og stille og roligt lægge flere timer på, indtil jeg var tilbage på fuldtid. Men der er noget, som ikke er som det skal være. Jeg vrisser af mine kollegaer, mine venner, familie og mand. Der er ingen der kan gøre det godt nok. Jeg havde udviklet en choktilstand, og hver gang der blev spurgt til hvad der var sket med mig, gik jeg i forsvarsposition, men jeg synes selv jeg havde det godt. Faktisk havde jeg aldrig haft det bedre synes jeg. Virkeligheden var en anden. 2 måneder efter ulykken, pressede min familie mig til at opsøge professionel hjælp, fordi de mente jeg udviste depressiv adfærd, det fortalte jeg min leder, og hun fortalte mig at det synes hun faktisk også at jeg gjorde. Jeg var ikke enig med dem, fordi alt gik jo strygende. Men jeg søgte hjælp, og set i bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at jeg har været depressiv.  Jeg fik tildelt 4 timers psykologhjælp igennem min forsikring. Da jeg havde fået dem, var jeg så i tvivl om mit forhold til min mand, at jeg gik hjem og sagde til ham at jeg overvejede om jeg ville skilles. Jeg synes ikke jeg orkede mere, min mand var klar til at prøve på at få børn igen og det var jeg bare ikke! Jeg havde behov for at lærer mig selv at kende. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke engang holde ud at kigge på min mave, fordi der var arrene efter operationen. Jeg kunne ikke klare tanken om at min mand skulle røre ved mig, for han måtte da synes jeg var ulækker med sådan 4 røde ar på maven, for det synes jeg selv. 

I marts ringer min svigerinde, hun græder, hun vil fortælle os at de venter, deres barn nr. 3. Jeg husker jeg går, låser mig ude på toilettet og begynder at græde. Det er så uretfærdigt synes jeg. Hun har i forvejen 2, og nu skal hun have nr. 3 og jeg har ingen. Jeg lader mig selv være ked af det i en time, og så beslutter jeg mig for at det er ikke fair at blive sur og ked af det over det. Det lille barn bliver jeg sikkert lige så glad for som de 2 andre, og jeg skriver til min svigerinde at hun må undskylde at jeg gik fra samtalen, jeg havde bare lige brug for at sluge det. Hun må ikke være i tvivl om at jeg kommer til at holde lige så meget af den nye baby som jeg gør af de 2 store og at jeg ønsker dem tillykke.  Denne episode har ført mig meget tættere på min mands søster. Det er hende jeg deler mine fertilitetsudfordringer med den dag i dag. 

6 måneder efter ulykken, var jeg egentlig klar til at prøve igen, jeg kunne stadig ikke holde mit spejlbillede ud, men jeg vidste min mand inderligt ønskede sig børn, så derfor gik jeg med til at tage på fertilitetsklinikken i Skive, som vi havde været henvist til, i marts 2019, men pga. ulykken blev det udskudt til juni måned. Jeg blev undersøgt og fik at vide at de ville gerne hjælpe os, fordi det ville være mest sikkert i forhold til min historie, men jeg skulle lige tabe 30 kg på det tidspunkt inden de ville hjælpe. Min første tanke at det var godt de ikke kunne hjælpe med det samme, for inderst inde var jeg ikke klar. Jeg startede dog op på min vægttabsrejse, ved at betale for personlig træning, men motivationen var der ikke, så jeg tabte mig 4 kilo over 6 måneder. Afsluttede samarbejdet og gik lidt og tænkte at den overvægt er nok væk lige pludselig, jeg magtede ikke at kæmpe med det. 

Nu 1,5 år efter ulykken har jeg igen mod på det, jeg har nu tabt 15 af de 30 kilo før fertilitetsklinikken vil hjælpe, men egentlig vil jeg helst lave min egen baby sammen med min mand uden at få hjælp til det. Dog er jeg også af den erkendelse at lige så snart min vægt rammer 79 kg. Så kontakter jeg fertilitetsklinikken, så vi kan komme i gang.

I dag har jeg det stadig svært når min familiemedlemmer eller venner, der er jævnaldrende eller yngre, kommer og fortæller at de venter sig. Jeg bliver ramt af en følelse af uretfærdighed, fordi vi har kæmpet sådan med og de åbenbart har så nemt ved det. Min største udfordring er at blive glad på deres vegne. Det bliver jeg bare ikke som det første når jeg hører det. Det bliver jeg, når jeg lige har nået at tygge lidt på det, men det er svært i hele deres graviditet at modtage billeder af deres forberedelser og voksende maver.