Hvordan Venterummet er blevet til (del 1 af 2)

Det har faktisk været overraskende svært at producere den podcast, vi har lavet. Hvis jeg fik 5 kr for hver gang, jeg havde sagt sætningen “det er utroligt, så mange podcasts der findes, når man tænker på, hvor svært det er”, så var jeg nu en holden kvinde…

Og så på den anden side. Så svært er det egentligt ikke. Det var bare bøvlet, fordi der var mange ting, vi aldrig havde prøvet før. Og på den mængde af hjemmesider, der findes om at producere podcasts, har vi alligevel følt, der manglede information. Så hermed vores guide til dig, der gerne selv vil lave en podcast. God fornøjelse :).

Her er, hvordan jeg gjorde:

    1. Få en søster
    2. Vent 31 år
    3. Så spørger hun dig om I skal lave en podcast
    4. Og så starter alle problemerne…*

*De første tre punkter kan springes over…

Dette indlæg er af den type, hvor en del godt kan uddybes. Jeg har valgt at gemme nørderierne lidt, så man må gerne henvende sig, hvis man vil vide mere om et tema. Ellers er her blot en kort gennemgang af vores processer. Ja, processer i flertal. For der er faktisk to. Den første handler om overvejelserne for podcasten overordnet og den anden handler om selve produktionen af et afsnit. Afsnitsproduktion ligger her som et særskilt blogindlæg.

Produktion af podcasten

1. Vælg et tema

Først valgte vi et overordnet tema. Og skal jeg være helt ærlig, så har vi jo taget et tema, som potentielt kan udvides til at omfatte stort set alt! Og det er måske mere held end forstand, men det var dog en overvejelse. Jeg har fx tidligere overvejet at lave en podcast på mit arbejde, hvor jeg ville spørge forskellige professorer om deres forskning. Men jeg kunne bare mærke, at jeg hurtigt ville løbe tør for professorer (der var måske 20-30 stykker). Det er altså en god idé at vælge et tema, som ikke lynhurtigt møder en naturlig afslutning. Og her er temaet “at vælge at få børn” jo principielt uden ende. Ret genialt af Ditte Marie – og hun siger, hun ikke er klogere end mig, men jeg kan nu godt have min tvivl herom fra tid til anden.

2. Beslut form og indhold

Efter at have aftalt det overordnede tema, gik vi igang med at planlægge, hvordan afsnittene skulle bygges op. Som man kan høre i de første afsnit, er vi ikke 100 % stabile i rækkefølgen, men vi har aftalt tre faste elementer:

  • Brevkassen
  • Den personlige vinkel
  • Den videnskabelige vinkel

Hvert afsnit består altså af de tre elementer, og vi havde før tid også aftalt, hvad de hver især skulle indeholde. I brevkassen havde vi altså svar fra Ditte Maries instagram. Til den personlige vinkel havde vi forberedt spørgsmål til hinanden om dagens tema. Og til den videnskabelige vinkel havde jeg søgt efter relevant litteratur, hvilket jeg også har lavet et næsten ubesøgt blogindlæg om her. PLEASE tjek det ud – det er vildt spændende PLEASE tjek det ud – det er vildt spændende.
Eller måske er det ikke. Måske er der en grund til at folk ikke kigger på det…
Det kan muligvis være en god idé også at have lagt sig fast på rækkefølgen, selvom vi ikke gjorde det fra starten.
Foruden strukturen i de enkelte afsnit, aftalte vi faktisk også, hvilke afsnit vi ville lave. Og dermed havde vi, som Olsen Banden, en plan. Og den var skidegod!

3. Beslut udgivelsesfrekvens

Vi lavede fra starten en aftale om, at vi skulle have en sæson klar, før vi startede med at udgive noget. At producere et afsnit tager ca 10 timer for mig og formentligt det samme for Ditte Marie. Hertil kommer transport og vi bor trods alt en times kørsel fra hinanden, så den ene har mindst to timers transport til de 10 timers arbejde. Oveni vores almindelige liv med fuldtidsjob og alt muligt, er det ikke realistisk at vi kan lave en podcast hver eneste uge. Og personligt har det været et krav fra min side, at vi ikke får projektet som en tung byrde, men at det skal være et godt fritidsprojekt, så vi bevarer begejstring og positiv energi i det. Hvis jeg får en fast opgave hver uge, vil det hurtigt blive en byrde. Så vi har i fællesskab valgt at undgå den situation ved simpelthen at færdigproducere en sæson, så den er klar til at udkomme hver uge. Man bestemmer helt selv – det kunne fint have været hveranden uge eller hver måned. Men vi var ret enige om, vi selv godt kan lide podcasts, der udkommer ugentligt. Vi overvejede også at lægge alle afsnit ud på een gang. Det kan man jo også. Her er der blot en enkelt del af beslutningen, der kan hænge sammen med senere valg: Selve udgivelsen af podcasts koster penge (for de fleste). Hvis man vælger en betalt løsning, skal man være opmærksom på, hvor meget man kan have liggende samtidigt evt. uden betaling eller med en mindre betaling. Men altså, hvis man selv lægger alting ud, som vi gør, via egen hjemmeside – så er valget helt frit.

4. Gør klar til at optage

Her var vi igennem forskellige muligheder. Vi kontaktede faktisk nogen, som producerer podcasts og radio for at optage hos dem, men det passede ikke ind i deres sendeplan. Vi kontaktede også et lydstudie for at kunne optage der, men det var lidt for dyrt sammenlignet med selv at købe udstyr. Vores første udstyrsindkøb indeholdt altså:

  • 2 mikrofoner (Blue Yeti – den ene er til salg, hvis nogen skulle være interesserede)

Æggebakker
Victor og jeg beklædte halvdelen af mit soveværelse med æggebakker. Som vægdekoration ville jeg nok vælge noget andet…

Og så prøvede vi at optage et afsnit. Det foregik hos Ditte Marie og under alt for mange dyner og med to computere og alt muligt halløj. Det var vildt bøvlet, og afsnittet kommer nok aldrig ud fordi der simpelthen var for dårlig lyd.
I næste runde var vi heldige at kunne låne noget udstyr:

  • 2 mikrofoner
  • 1 mixerdims, som optager på sådan et SD-kort, og så købte vi selv:
  • For 300 kr æggebakker (som viste sig ikke at være nødvendige)
  • 2 popfiltre
  • 1 rulle mega lækker dobbeltklæbende tape til at holde popfiltrene på plads.

Her er de mikrofoner, vi lånte
Her er de mikrofoner, vi lånte

Her er den mixerdims, vi lånte
Her er den mixerdims, vi lånte til at optage på

Det gjorde lyden markant bedre, og det er den lyd, hele første sæson er optaget med.
Vores set-up har fungeret i begges stuer. Da har vi sat mikrofonerne i to ruller toiletpapir og klistret popfiltrene på bordet sådan at det kunne skærme for mikrofonen. Mikrofonerne har så været koblet til mixeren, hvor vi har optaget lyden og efterfølgende overført til Ditte Maries computer. Men det var jo ikke vores eget udstyr, så derfor har vi siden købt nyt igen. Vi har optaget ganske lidt på det nye, men det fungerer vildt godt – der er næsten ingen støj på optagelserne, og vi sidder godt med mikrofonerne. I denne, seneste runde har vi altså købt:

  • 3 mikrofoner
  • 3 mikrofonledninger
  • 3 mikrofonstativer (til bordet – ikke sådan nogle til gulvet)
  • 1 lyddims, som skal sættes til en computer for at den kan optage
  • 1 pose popfiltre (der var vist fem)

Det var ærligt talt vildt billigt. Hele sættet kostede under 2.000 kr. Så nu er vi helt klar til næste sæson.

Vores nye udstyr
Her er vores nye udstyr med de smarte popfiltre, der kan sættes direkte på mikrofonen. Dimsen, der får lyd fra mikrofon til optagelse på computeren er lidt sløret i baggrunden.

5. Sponsorer

Da vi havde en færdig plan, begyndte vi at finde sponsorer. Som bekendt har der været udgifter til udstyr, og vi bruger meget tid på det. Så vi vil gerne have mulighed for at kunne fortsætte og det kræver, vi har sponsorer på afsnittene. Vi var heldige at finde to, som vi har fået gode aftaler med. Vi er stolte over at især Babyplan.dk troede på vores projekt fra begyndelsen og støttede os i det, mens det hele stadig blot var en god idé. Podcasten var blevet til uanset, men samarbejdet har bestemt gjort det lettere for os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *