venterummet

Siden vi for 2 år siden sagde farvel til vores oeb Rosie, har vi diskuteret om vi skulle have “ en hund til bella” men det var trods alt meget at skulle have en hvalp mens vi gerne ville have en baby.

Lige nu er jeg 11 dage fra en gastric sleeve operation. Altså en fedme operation. Det er fuldstændigt vanvittigt at tænke på. Nogle dage kan jeg slet ikke være i mig selv. Jeg bliver sindsygt bange for om noget går galt og om jeg ender som kronisk smerte patient. Men jeg gør det fordi jeg VIL have en baby, jeg VIL have den “gamle” Ditte tilbage. Hende den sjove, spændende og spontane. Hun er gemt væk i nederlag og fejlslående vægttabt projekter, osv. jeg tror på jeg er tyk pga min barndom, samfundet og mine gener. Det er ikke min skyld eller en fejl og mangel jeg har. Det er bare sådan jeg er skabt og det jeg er skabt i og det omgivelserne har bragt mig. Jeg har prøvet alt. ALT og jeg er pisse god til at tabe mig, jeg er bare endnu bedre til at tage det på igen og lidt til og igen..

Det jeg allerhelst vil i mit liv, det er at have det godt med min mand og skabe en familie med ham. Det føltes så umuligt at opnå. Jeg fik et minde forleden hvor jeg fandt ud af jeg var gravid kort inden vores bryllup. Dog mistede jeg og jeg var ok fordi jeg vidste jeg ville få et barn snart.. måske lige efter. Nu sidder jeg her to år senere uden en baby og havde ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan. Det gør fandme ondt! 30 juni 2018 blev jeg gift og mit liv peekede. Siden har det været fyldt med vægttabt forsøg og aborter og pres. Uvenskaber i ægteskabet pga presset og en sorg så tung som 1000 sten har jeg båret. Jeg har følt mig så alene, og følt jeg havde brug for en “VOKSEN” snart måtte tage over.

Der er ingen der har taget over og der er kun mig til at klare det. Eller ændre det. Derfor tager jeg så drastisk en beslutning om at fjerne 85% af min mavesæk. Fordi det er det eneste der føltes som en mulighed for at opnå et vægttab som vil skabe bedre energi og bedre forhold og bedre muligheder for en baby. Så kigger jeg tilbage her til igen om 2 år og ikke har opnået det stadigvæk og føler fortrydelse så kan jeg måske forstå hvor vigtig og hvor meget mit instinkt efter at få mit barn vægter og fylder. Min sorg er der men den fylder så lidt ift den kræft jeg mærker mod at gå den vej jeg gør nu.

Jeg skal have et bmi så vi kan få hjælp til en baby, jeg skal have et bmi hvor jeg har det godt og fuck bmi fordi det er så ligegyldigt for mig men betyder så meget for andre.

Nå men nu til bobby kurt vores hund nr 2 en ny del af vores familie. Nu har vi tid og plads i vores hjerter til ham. Og vi ved der går mindst to år før vi tidligst får en baby derfor udfylder han en hul i mit hjerte med hans søde lille væsen og energi i vores hjem. Vi er oppe og natten og vi skal hele tiden rette vores opmærksomhed mod ham. Jeg siger ikke det er som at få et barn men jeg har da nogenlunde en ide om dietmar er ligeså pisse irriterende og ikke vågner af sig selv om natten når bobby skal ud som hvis det var et barn ?

Jeg har fået ham af hele min familie og venner og det er den bedste gave jeg har fået i årevis ❤️