venterummet

Den 14 December 2018 skete det der sluttede hele år 2018 helt perfekt af. Et lille æg og en god sædcelle mødte hinanden og satte sig fast ❤️

Den 23 december vidste jeg at jeg var gravid da en lille bitte svag  lyserød streg var på testen. Kun testpsykos som jeg ville kunne se den. Men den var der og hen over jul og nytår blev den mere og mere tydelig.

et par dage inde i 2019 sidder jeg på toilettet med blod på papiret. En hver gravids værste frygt. Jeg ringede derfor til jordemor.dk for en hurtig trykhedsskanning, dog vidste dietmar og jeg godt at håbet var småt og vi nok fik afvide den lille perle var på vej væk. Til min store overraskelse var der med det samme birgit satte skanneren på min mave et blink der buldrede der ud af. Jeg var ikke i tvivl den var i live. Og jeg var 6+1 …

uge 8. Fordi jeg havde blødt lidt var jeg konstant nervøs. Jeg var selvfølgelig stoppet med at ryge og farve mit hår og brugte ingen parfume. Osv. Men vi tog en skanning igen. Alt var godt babyens hjerte slog og det lignede meget mere en baby end en prik som sidst. Jeg var ekstremt træt men havde ingen kvalme. Kun følelsen af at skulle kaste op bare uden kvalme sådan var de første 2 mdr. Jeg prøvede efter skanningen at finde ro og sige til mig selv at nu havde vi set den og dens hjerte slå derfor burde alt være Ok.

uge 11. Jeg havde en feeling, jeg havde sådan en trang til at komme til skanning. Jeg havde stadig ALLE symptomer. Men følte noget var off.. men jo ingen blod. Jeg følte ikke jeg kunne dele denne frygt med nogen. Derfor bookede jeg sent fredag aften en skanning kl 22. Dietmar kunne ikke nå at sige nej. Jeg havde jo booket tiden.

Fredag den 15 februar.

Vi sidder i vente lokalet, til min store overraskelse er der et andet par. Plus dem som er inde og blive skannet, jeg kan tydeligt høre hjertet slå og familiens glæde i rummet ved siden af. Det gør mig rolig, og jeg når at tænke at min “feeling” nok er forkert. Det næste par kommer ind og jeg kan igen høre hjertet slå. Jeg forstiller mig at vi skal ind og se en livlig baby med arme og ben og en som fylder noget mere end sidst for 3 uger siden. Jeg ligger mig op og i det sekund hun sætter skanneren på maven ser jeg en lille baby uden liv. Den er kun en smule større end sidst og jeg ved det er slut. Jeg siger inden jordemoderen får sagt noget. MIT BARN ER DØD. Dietmar forstår intet, jordemoderen giver mig ret og siger den er død omkring uge 9. Dietmar er i chok!

Vi går ud i elevatoren før mine tåre vælter ud. Jeg skriger af gråd i bilen og det eneste jeg tænker på er cigaretter. Dietmar stopper på en tank. Jeg får mine cigaretter.. dietmar trøster mig så godt han kan men selvom jeg græder så er han mest i chok. Jeg vidste det jo. Det gjorde mine instinkter ihvertfald.

Jeg har et dødt foster i mig og jeg bløder ikke engang. Hvad er der i vejen med min krop? Det er en skuffelse. Den krop jeg ellers stoler på. Jeg ringer til vagtlægen kl 23, og siger jeg vil have abort piller NU! De siger de ikke kan hjælpe før mandag, jeg tænker at det er en joke og en kæmpe løgn. Så skal jeg bruge min arbejdstid på at abortere i stedet for at få det overstået???? Jeg ringer igen lørdag. De kan intet gøre end at give mig en tid mandag morgen på kolding sygehus. Vi bruger weekenden på at være kede af det, være i chok og jeg føler mest af alt vrede over min krop og sygehusvæsnet som ikke hjælper mig.

Mandag morgen møder jeg fastende op på kolding sygehus. Min søster og dietmar er med. Dietmar og jeg er blevet enige om et udskrab, selvom jeg er enormt bange for narkose og endnu mere risikoen for at blive steril. ? men tanken om smerter og blod, det magter jeg ikke så vi må gå med udskrab. (Senere beskriver jeg mine andre graviditeter)

lægen der skanner mig kan ikke finde fosteret, jeg tænker det er for underligt, har jo ikke blødt. Men hun skanner videre og “finder” det. Det er mindre end i fredags kan jeg se. Hun er nemlig så uerfaren og uprofessionel at hun viser mig det. Der kommer en overlæge ind, der skal nemlig være to til at vurdere at barnet er dødt. De siger den er “skrumpet” til uge 7 og det er helt normalt. Dog kan de først tilbyde et udskrab efter 3 dage. Det kan jeg da ikke vente på eller holde til. Som om det ikke er nok af belastning for psyken at jeg har haft et dødt foster inden i mig i nogle uger nu. Derfor går vi med den medicinske. Kl 11 samme dag sætter jeg  4 piller op i skeden. Jeg ligger ned i en time og så skal jeg op og bevæge mig (efter lægens anvisninger)  et par timer senere får jeg veer .. det gør man. Men ingen blod.. jeg går en masse ture med Bella og min søster, der sker intet. Kl 20.45 starter andet afsnit af fede forhold, jeg ser det med min mor og dietmar. De sidste 10 min af programmet sidder jeg på en fitness bold og hopper op og ned. Jeg aftaler med min mor at nu vil jeg gå på wc og hvis der ingen blod er må vi gå endnu en tur med Bella, og så kan hun køre hjem. Jeg når kun at sætte mig før en “bold” springer ned i toilettet med blod, sådan føltes det. Og min mor køre hjem. Dietmar henter en stol og min computer. Foran mig på toilettet. Jeg bløder voldsomt i 2 timer mens jeg sidder og ser bla badehotellet. Derefter kan jeg “nøjes” men at gå på toilettet nogle gange i løbet af natten. Det er som at tisse i bukserne, jeg blødte sådan  vandfalds agtigt on and off.. og dagen efter var det til at holde ud. Jeg havde følt der kom en masse ud lige de første to timer men jeg var enormt usikker på om det “bare” var det. Jeg har nemlig prøvet en medicinsk abort før og det var meget mere voldsomt.

Efter den medicinske abort er jeg på job nogle dage. Men jeg begynder at bløde meget igen og så stopper det og så meget igen. Jeg er bekymret men skal først til kontrol ugen efter.

Kontrollen viser et foster, det helt samme foster. Der er intet sket. Den uprofessionelle læge viser mig endnu engang det døde foster sådan -det er her stadig SE agtigt! Jeg ku kaste op. Jeg lå der med spredte ben og sagde mindst 20 gange DET ER FUCKING LØGN. Dietmar er igen meget chokeret. Jeg græder ikke engang. Jeg er stik hammerende tosset. Jeg føler sorgen er en ting men at skulle så meget blod igennem for INGEN ting. Det gjorde mig så magtesløs. Jeg ville bare være mig igen og på arbejde og have et liv igen. De sidste 3 mdr som gravid var jeg så træt jeg gik i seng kl 20 hver dag, jeg orkede intet. Og nu ville jeg bare være Ditte og kun Ditte. Ingen dumme hormoner ingen dum baby der ikke blev bare have mig for mig selv. Men jeg vidste jo godt hvad det betød.

Operation // udskrab

først onsdag 12 dage efter vi vidste fosteret var gået til grunde skulle jeg opereres. Jeg lider af sygdoms angst og jeg var panisk bange, men jeg var pisse sej og lod ikke angsten styre. Jeg ville fandme klare det her og over på den anden side. Og gerne asap ! Jeg møder op fastende på kolding sygehus kl 7 den 27 feb. Min søster og dietmar er her. Dietmar falder hurtigt i søvn på en stol ??? total god støtte (ej det var skide sjovt, hvis noget kunne være sjovt i den situation) min søster og jeg sludre, jeg ved faktisk ikke om jeg skal opereres om en time eller 10, jeg ligger på stue med en i samme situation som jeg. Men på samme gang som mødre til små nyfødte som græder. Virkelig ikke særlig fedt (for nogen). Jeg fik nogle piller til at blødgøre livmoderen inden operationen, de giver blødninger. Derfor kommer jeg foran i køen og bliver kørt op på operations stuen kl 13 og indgrebet skal tage omkring 15 min. De har svært ved at stikke mig men alle de 15 mennesker i rummet er ekstremt søde og de beroligere mig. Jeg var bange men gik ikke i panik. Hvilket jeg er utrolig stolt af. Det var enormt grænseoverskridende for min angst. Men jeg gjorde det! Jeg husker at vågne op, jeg var “skæv” og fik sagt en masse sjovt til portøren, sygeplejerske og min søster og Dietmar. Jeg var så lettet og tænkte at nu var det endeligt ovre og så skulle vi bare op på hesten igen. De sagde blødning var ok så længe det var aftagende …

En fredag bliver jeg svimmel på en gåtur med bella, jeg bliver hentet af en ambulance. De tjekker mig og siger det nok er fordi jeg har mistet så meget blod. Men mine tal er ok.

4 uger efter. Jeg har blødt konstant i 4 uger og jeg er nået til en punkt hvor det bare er mere end hvad jeg mentalt kan klare, jeg er til læge nogle gange da blødningen jo ikke er aftagende. Det stresser mig. Den 28 marts begynder jeg pludseligt at styrtbløde, det drypper ud, jeg bliver vildt bange.

HVAD HVIS IKKE ALT ER UDE

jeg snakker med lægen torsdag, fredag og vagtlægen lørdag. De siger jeg skal slappe af, men det er umuligt, jeg bløder ekstremt meget og er bange. Mandag den 1 april sender min egen læge mig direkte til kolding sygehus da hun godt nu kan se hvor slemt det er.

De skanner mig men jeg bløder for meget til at de kan se om der er restvæv eller andet galt. De tror det er mens! De giver min mini piller pga et hormon samt nogle piller der skal stoppe blødningen. Jeg skal altså spise 9 piller om dagen samt jern hver aften inden jeg går i seng. De tester mit hcg (graviditets hormon) samt blodprocent og sender mig hjem i en uge. Jeg kan ikke mere og må melde mig

syg på job. Jeg er så psykisk udkørt. Jeg føler mig svimmel, magtesløs, og bange for et nyt udskrab. Men blødningen stopper bare ikke, og jeg bliver så bekymret. Jeg kan ikke vente en hel uge derfor får jeg en ny akut tid om torsdagen. De siger min slimhinde nu er mindre og jeg bare skal slappe af og komme igen mandag.

Idag er mandag. Jeg oplevede for første gang igår aftes at tørre mig uden blod på papiret. Og idag er jeg blevet tjekket. De har bedt mig stoppe med alle pillerne undtagen jern, og sagt det ser “fint” ud. Min slimhinde er næsten normal og de forventer kun fortsat lidt blødning. Dog kan de intet sige om næste blødning eller noget som helst.

Det har været 7 1/2 uger i helvede. Plus 3 mdr med et foster der ikke blev.

Flere har talt om sorgen over det der ikke blev. Men min sorg er heldigvis ikke så stor. Der har været dage hvor jeg i 10 min har været ked af det, men jeg er hurtigt blevet enig med mig selv om at der nok skal komme en Betty rose eller en ole gunnar til dietmar og jeg. Men det som har været hårdt det har været det fysiske. Det som ikke virkede. Både kroppen så den medicinske abort efter fulgt af kirurgisk og en masse masse blod. Det har været fuldstændigt overvældende og ubærligt hårdt. Jeg har følt mig så alene, jeg har følt ingen nogensinde ville forstå hvor svært det her har været for mig. Jeg har haft lyst til at skrige at nu må nogen fandme tage det fra mig, det pres det lorte blod og de smerter. Væk med det. Bekymringerne om jeg nogensinde ville stoppe med at bløde igen.. for helt ærligt 7 uger med blod er fandme mere end nogen kan klare.

er det ovre nu? Jeg ved det ikke. De kan intet love mig eller vide. Men jeg håber helt inden i hjertet at min krop snart vil blive god igen så jeg kan få det godt og passe mit arbejde og mit liv igen.  Det var verdens længste beretning og den abort der føltes som verdens længste abort. De sidste par læger har været søde og forstående. Men stort set alle sygeplejerske og læger har selv været gravide, det er barskt for dem som er virkelige ulykkelige over deres tab, for mig har det været ligegyldigt men tænker mange andre i min situation virkelig må være påvirket af det. Når du ankommer til kolding sygehus sidder du blandt andre gravide som skal undersøges og til skanninger, det er jo håbløst og ufølsomt!

Til info. for 4 år siden havde jeg en frivillig abort efter at være blevet gravid trods jeg havde spiral. I maj 2018 blev jeg gravid trods kondom, dog mistede vi halvanden uge efter jeg havde testet posetiv. I oktober havde jeg en biokemisk graviditet og i december 2018 blev jeg gravid i 3 mdr. Dvs jeg er blevet gravid to gange hvor vi ikke har prøvet og 2 gange hvor vi har prøvet. Jeg ved jo at vi kan blive gravid nu, og jeg håber inderligt at jeg snart kan gennemføre en hel graviditet.  ❤️

Igennem dette mareridt, har dietmar været en rigtig mand, han har været en klippe! Og jeg elsker ham så meget mere, vi kan fandme klare alt! Min storesøster har været min livline hun har taget telefonen hvergang, hørt på alt mit sorg og alle mine bekymringer, og båret mig igennem dette. Af hjertet tak.

mine andre venner og veninder har sendt blomster og kærlighed min/vores vej, passet mig og interesseret jer i hvordan jeg har det. I er de bedste! Jeg har to fantastiske veninder som venter sig, og jeg kunne ikke være mere lykkelig på deres vegne. I har alle hjulpet mig med at være i det her ved at være her ❤